I maj 2008 præsenterede SM Entertainment en ny femmandsboyband med en formulering, der ikke hørte til i idolgruppernes verden: »contemporary band«. De var ikke et band. Og forklaringen på, hvad formuleringen skulle betyde, var ikke lang. En SHINee anmeldelse begynder her, fordi de 18 år, der fulgte, gik med at fylde den formulering ud, stykke for stykke.
Atten år senere, i juni 2026, nåede det sjette mini-album Atmos førstepladsen på iTunes Top Albums i 28 områder og kom i Top 10 i 44. Gruppen, hvis debut-mini-album Replay solgte 32.171 eksemplarer, noterede 393.553 med sit seneste studiealbum. Undervejs, i marts 2015, spillede de deres første egne koncerter i Tokyo Dome over to aftener. Det, de gjorde i de 18 år, var ikke at holde fast i en position, der virkede. Det var at ændre deres egen lyd først, hver gang.
1. Gruppen, der ændrer sin lyd før de andre
Hører man SHINees diskografi i rækkefølge, lyder den mindre som én gruppes forløb end som en tidslinje over K-pop-lyden. De begyndte i R&B og dancepop, gik over til deep house i 2015, til en genlæsning af retro-lyden i 2016 og til hiphop i 2023.
Tabel 1. SHINees vigtigste lydskift
| Udgivelse | Album | Retning |
|---|---|---|
| 2008 | Replay | R&B og dancepop |
| 2012 | Sherlock | New jack swing og hiphop |
| 2015 | Odd | Deep house |
| 2016 | 1 of 1 | Genlæsning af retro-lyden |
| 2023 | Hard | Hiphop |
Det, der springer i øjnene på listen, er ikke bredden af genrer, men rækkefølgen. Da »View«, titelnummeret på Odd, udkom i 2015, var boybandmarkedet domineret af hårde elektroniske lyde. De valgte deep house, bygget på tomrum. Det ligner mindre det at følge en tendens end det at flytte sig, før tendensen når frem.
Det klareste eksempel på, hvordan denne gruppe arbejder med lyd, er mini-albummet Sherlock fra 2012. Titelnummeret, »Sherlock (Clue + Note)«, er præcis, hvad navnet siger: to sange smeltet sammen til én. »Clue« leverede det instrumentale grundlag af new jack swing og hiphop, »Note« leverede det vokalbårne omkvæd, og de to blev skilt ad og sat sammen igen til ét nummer. Det står noteret som K-poppens første hybrid remix, og det amerikanske musikmagasin Rolling Stone fremhævede det som eksempel på, hvor eksperimenterende K-pop kan være.
Produktionen var heller ikke af sædvanligt omfang. Omkring 30 personer fra SM Entertainments A&R-afdeling gennemgik mere end 100 sangkandidater, før de to blev valgt. Ud af hundrede sange kom én.
At sende en ukendt lyd ud først og vente på, at markedet indhenter den, er et mønster, der gentager sig hos en yngre gruppe fra samme bureau. De ti år med NCT 127, som i begyndelsen fik kommentarer om, hvor fremmed deres lyd var, står i samme linje.
Ham, der skrev sangene
Det medlem, der drev gruppens musik indefra, var Jonghyun. Efter Wikipedias optælling medvirkede han på tekst eller komposition til 80 sange, og han regnes for det første SM-idol, der var væsentligt involveret i produktionen af et album.
Hans tekster bærer sporet af en, der leger med struktur. »Spoiler«, åbningsnummeret på det tredje studiealbum fra 2013, er præcis det, titlen antyder: navnene på sangene fra et album, der ville udkomme i to dele, var skjult i teksten på forhånd. Også »View« fra 2015 var hans.
Han lavede også musik uden for scenen. I omkring tre år, fra februar 2014 til april 2017, var han vært på et natligt radioprogram på MBC FM4U, hvor han tog historier sendt ind af lytterne og lavede dem om til tekster og sange, der blev spillet i udsendelsen. Arbejdet med at lytte til nogens historie og få en sang ud af den gjorde han regelmæssigt.
Den 18. december 2017 døde han. I januar året efter meddelte de tilbageværende medlemmer i håndskrevne breve, at de ville fortsætte under navnet SHINee.
Den 25. maj 2025, på gruppens 17-årsdag, udkom singlealbummet Poet | Artist. Titelnummeret var et, han havde skrevet og komponeret, mens han levede, og hans demovokaler ligger på optagelsen, som de var. Titlen er den samme som på hans posthume album fra 2018, og indpakningen følger designet fra det album. Det solgte 309.641 eksemplarer.
At gøre en sang færdig har måske betydet, at han skulle se det i øjnene, han bar indeni. Sange lavet på den måde har hjulpet andre mennesker gennem svære perioder. Som en af dem efterlader jeg her en forsinket tak.
2. En koreografi, der fik fem mennesker til at ligne én
Det interessante ved Sherlock er, at det, den gjorde i musikken, og det, den gjorde i koreografien, kommer fra samme idé.
Koreografien blev skabt af den amerikanske koreograf Tony Testa. Det var hans første K-pop-projekt, og han færdiggjorde den på ti dage, mens han rejste frem og tilbage mellem Korea og USA. Idéen hentede han fra skyggeeffekterne i filmen The Matrix, og målet var at få fem mennesker på scenen til at fremstå som én.
Sangen smeltede to numre sammen til ét. Koreografien fik fem mennesker til at blive læst som én. Inden for det samme album løste musikken og fremførelsen det samme problem, hver på sin måde. Det er punktet, hvor koreografi i K-pop holder op med at være tilbehør til en sang og bliver noget, der designes på samme niveau som sangen selv.
Koreografien til mini-albummet Everybody fra 2013 har samme karakter. Den oversætter en optrækkelig legetøjssoldat til bevægelse, hvor trinnene er kædet sammen, så det ene medlem ser ud til at betjene det andet. Sangens mekaniske rytme og musikvideoens koncept gentages endnu en gang på scenen.
3. De designer ikke et album, de designer albummers struktur
Denne gruppe har ikke det, man plejer at kalde et fortælleunivers. Den har i stedet noget andet. De designer, hvor mange dele et album skal deles op i, i hvilken rækkefølge de dele kommer, og hvad de bliver til, når de sættes sammen.
Det tredje studiealbum fra 2013 er det klareste eksempel. Det udkom som to albums, Chapter 1: Dream Girl – The Misconceptions of You og Chapter 2: Why So Serious? – The Misconceptions of Me, og blev derefter genudgivet som The Misconceptions of Us, der samlede dem. Det første handler om misforståelser vendt udad, det andet om misforståelser om en selv, og den samlede udgave gør dem til ét. Sangen ved indgangen til denne struktur er »Spoiler«, nævnt ovenfor. Fordi titlerne på numrene fra begge albums er skjult i dens tekst, har lytteren allerede passeret hele indholdsfortegnelsen, når den første sang er slut.
Det sjette studiealbum fra 2018, The Story of Light, flyttede metoden over på farven. Det udkom som tre EP’er, hvert omslag med en af lysets tre grundfarver, og epilogalbummet, der samlede dem, blev afsluttet i hvidt. At de tre grundfarver lagt oven på hinanden giver hvidt, blev udført gennem selve udgivelsesrækkefølgen. Her er omslagsdesign ikke tilbehør til albummet, men en del af fortællingen.
Ikke at låse identiteten fast på én ting dukker op i en anden form hos samme bureau. Red Velvets forløb, hvor det at skifte koncept hver gang endte med at blive selve identiteten, fungerer sådan.
4. Det, der har båret 18 år
For en gruppe, der har været aktiv i 18 år, er det mindre spørgsmålet om, hvad de har gjort, end om hvordan de er fortsat.
Der var lange perioder, hvor denne gruppe ikke kunne stå sammen. Begyndende med Onew i december 2018 satte medlemmerne aktiviteterne på pause én efter én på grund af militærtjenesten, og den sidste af dem, Taemin, vendte tilbage i april 2023. Fra 2024 var hvert medlem derefter hos hvert sit bureau. Onew gik til Griffin Entertainment og Taemin til Galaxy Corporation, mens Key og Minho forlængede hos SM Entertainment.
Stiller man titlerne på de solodebuter op, som hver enkelt udgav i den periode, viser der sig noget andet. Det begynder med Taemins ACE i 2014, derefter Jonghyuns BASE i 2015, Keys FACE og Onews VOICE i 2018 og Minhos CHASE i december 2022. Over otte år var det albums, som hver af dem udgav alene, og alligevel tog den, der kom bagefter, titlen op fra den før. Minho, der kom sidst, fortalte, at han havde forbindelsen til de tidligere udgivelser i tankerne, mens han forberedte sin egen.
Det at stå sammen holdt heller ikke op efter bureauopdelingen. I maj 2025 gav de en koncert i anledning af 17-årsdagen over tre dage og udgav singlealbummet Poet | Artist. I 2026 kædede de tre koncertdage sammen fra slutningen af maj og udgav Atmos i juni. Det er to år i træk siden opdelingen.
I K-pop er det længe blevet læst som signalet om, at en gruppe er færdig, når medlemmerne ender hos forskellige bureauer. Denne gruppe er ved at opbygge et argument for, at den ligning ikke nødvendigvis holder. Selv mens de var spredt, blev denne gruppe ved med at være en gruppe. Stillet ved siden af BIGBANGs forløb, som nåede 20 år i samme generation, ses det, at langtidsholdbare grupper hver især har fundet deres egne betingelser for at fortsætte.
5. Og nu
Den 1. juni 2026, i takt med gruppens 18-årsdag, kom det sjette mini-album Atmos. Det rummer seks sange, og bureauet beskrev det som det værk, hvor gruppens egen farve træder tydeligst frem.
Resultaterne kom lige efter udgivelsen. På iTunes Top Albums tog det førstepladsen i 28 områder, kom i Top 10 i 44 og toppede Worldwide Album Chart. I Japan nåede det førstepladsen på Oricon Weekly Digital Album Ranking i juni måneds første uge. I Korea solgte det 152.863 eksemplarer.
Samtidig bevæger hver enkelt sig i sit eget spor. Soloalbums og turnéer, skuespil og tv-arbejde løber medlem for medlem, og de aktiviteter drejer sideløbende med gruppens kalender. Nutiden for en gruppe i dens 18. år er ikke et valg mellem den fulde besætning og det individuelle arbejde. Det er begge dele, side om side. Et af de spor er Taemins, som nåede dertil, hvor han selv planlægger og producerer et helt album.
Vender man tilbage til præsentationen fra 2008, viser »contemporary band« sig ikke at være navnet på en genre. Det lå tættere på en erklæring: at de ville blive ved med at spørge, hver gang, hvad øjeblikkets lyd er. På 18 år har denne gruppe stillet det spørgsmål mere end seks gange og ændret svaret hver gang.
Derfor er det svært lige nu at forudsige, hvordan det næste album kommer til at lyde. At det ikke kan forudsiges, er måske den mest præcise sætning, der findes om denne gruppe.